Forfejlet fokus i fedtdebatten
Find ud af hvad er op og ned i debatten om olier. Hvad skal du bruge hvornår
Printvenlig version
Skrevet af: Ernæringsekspert Anette Harbech Olesen
Den seneste fedtdebat, foranlediget af Forbrugerrådet og deres magasin TÆNK, er et alarmerende udtryk for, hvordan en dårlig og ufuldstændig lovgivning kan afspore en debat og dermed medvirke til unødig forvirring blandt danske forbrugere. Forbrugerrådet advarer i en artikel i TÆNK samt JP den 24. september 2009 mod anvendelsen af de såkaldte helseolier som Udo's Choice, Livets Olie, kokosolie med mere. I første omgang påstås det, at vi indtager for meget fedt ved at spise 2 spsk. af disse olier dagligt. I næste ombæring, at olierne lover noget de ikke kan holde og som ikke er videnskabeligt dokumenteret. Kun fiskeolier skulle iflg. Forbrugerrådets unavngivne eksperter kunne have en veldokumenteret sundhedsgavnlig effekt - ikke fx hørfrøolie.
Måske er Forbrugerrådet ligeså forvirret som mange af deres medlemmer, men fokus er efter min mening flyttet fra det, der er Forbrugerrådets opgave, nemlig varetagelse af forbrugernes interesser, til det modsatte, og effekten af debatten kan - bevidst eller ubevidst - blive, at Forbrugerrådet kommer til at gå industriens ærinde. Først og fremmest er det væsentligt at slå fast, at ovennævnte olier ikke fejler noget og ikke er farlige at indtage. Det er derimod betænkeligt, at Forbrugerrådet ikke oplyser navnene på deres såkaldte ekspertudvalg, der friskt kaster sig ud i advarsler og påstande. Til gavn for hvem?
Lad os se på, hvad der er fup og hvad der er fakta i denne spegede sag.
Først og fremmest, så er selve grundtanken bag anbefalingerne af sunde, uforarbejdede vegetabilske olier, at de skal erstatte usundt fedt. Usundt fedt kan være de mange forarbejdede og ødelagte olieprodukter og margariner men også rullepølsen, det røde kød og fedtet fra mælkeprodukter kan med fordel erstattes af gode, uforarbejdede vegetabilske olier, kerner, mandler, avocado og skånsomt tilberedt fisk. Dernæst er det veldokumenteret, via en række udenlandske forskningsresultater, at omega 3 fedtsyrer fra hørfrø og hørfrøolie sagtens kan omdannes til de samme gavnlige hormonlignende stoffer i organismen som fiskeolier, og dermed have samme sundhedsgavnlige effekt - der skal blot lidt større mængder til. Fiskeoliers effekt er dog bedre undersøgt og mere udbredt, måske fordi der er rigtig mange flere penge i fiskeolie end i hørfrø. Kvaliteten af de fleste af de fiskeolier der sælges herhjemme er betænkeligt ringe, så desværre er ikke alle helseolier lige helsebringende. Mange er harske og af dårlig kvalitet.
Så det kræver sin forbruger at købe olie. Vær specielt opmærksom på dem, der sælges i kapselform. Og her er vi så inde ved sagens kerne. Lidt journalistisk research ville have vist, at den danske lovgivning omkring harskningsgrader og renhedsgrader for olier er nærmest ikke-eksisterende. Og det er det reelle problem her, for når man så har en pengestærk industri, der har frit spil mht. salg af mere eller mindre lødige produkter, så har denne industri en vis interesse i at få deres produkter promoveret. Denne opgave varetager Forbrugerrådet desværre på allerbedste vis med deres forfejlede udsagn. Det kan nemlig i værste fald føre forbrugerne lige lukt i armene på virkelig dårlige olier.
Så kære Forbrugerråd, det vi trænger til er klarhed i formidlingen og en god dansk lovgivning, der beskytter forbrugerne. Men regn ikke med industriens støtte til det projekt. Det er bedre at være mink i dette land, hvad angår indtag af olier, end at være et menneske, da der er langt større opmærksomhed omkring harsknings- og renhedsgrader af olier anvendt i dyrefoder end omkring olier til menneskeligt konsum.
Hvad er godt
Når det så er sagt, så er vi også nødt til at se på, hvilke olier, der så virkelig kan være sunde og rene at indtage, for vi kommer ikke udenom, at omega 3 og omega 6 har vi behov for - hver dag. Langt de fleste spiser for meget omega 6 fra dårlige, animalske kilder som kød og mælkeprodukter og alt for mange spiser ødelagte og manipulerede olier gennem madolier, margariner etc. Så det er en jungle at finde rundt i.
Så derfor et par praktiske råd. Lad os tage jomfrukokosolien først. Jomfrukokosolie er det allerbedste du kan stege i. Ikke fordi andre olier danner transfedtsyrer under stegning, som det påstås i artiklen i TÆNK, men derimod fordi de bl.a. danner kræftfremkaldende PAH'er. Jomfru-kokosolie er langt mere stabilt end andet fedtstof og kan tåle højere varmegrader.
Generelt kan siges, at det altid er en god ide dagligt at indtage specielt omega 3 fedtsyrer af høj kvalitet, f.eks. fra kværnede hørfrø, hørfrøolie eller skånsomt tilberedt fisk. Vær opmærksom på, at olierne skal være koldpressede, tappet i et iltfrit miljø og på mørke flasker. Det er fordi disse olier er så sarte og let kan harskne. Derfor må de heller ikke bruges til stegning eller bagning men er derimod velegnede over salaten eller i smoothien. De må ikke lugte eller smage harsk, og de skal opbevares på køl, også der hvor du køber dem.
Ønsker du en fiskeolie af høj kvalitet, så spørg din helsekost til råds og bed om de få en af de fiskeolier, der har vist meget lave harskningstal (fx Eskimo 3 og Nordic Naturals). Det er altid en god ide, at få integreret de gode fedtstoffer som en naturlig del af den daglige madlavning. Anvend derfor gerne økologisk, hakkede valnødder, mandler, avocado og koldpresset hørfrøolie, olivenolie, græskarkerneolie mm i for eksempel salater.
Herunder kan du se en oversigt over gode og dårlige kilder til fedtstoffer:
Bedste valg:
• Økologiske hørfrø, græskarkerner, sesamfrø, solsikkekerner, valnødder, mandler og nødder
• Økologiske, koldpressede olier af hørfrø, græskarkerner og valnødder
• Fisk, gerne økologiske som f.eks. økologisk laks og ørred
• Økologisk, koldpresset ekstra jomfru olivenolie samt oliven og avocado
• Til stegning anvendes jomfru kokosolie
Dårligste valg:
• Hærdede og dårligt forarbejdede fedtstoffer i f.eks. margariner, flydende og smørbare margariner, færdigretter, frituremad, kage- og brødmix etc.
• Grill mad og fast food samt chips
• Olier, der opvarmes for hårdt eller opbevares forkert (fx raffinerede planteolier i klare flasker i neonlys)
• Harsk fedt
Held og lykke med de gode og sunde olier.
Læs mere på www.madforlivet.com