Hent energi og overskud fra din træning, motion og daglig bevægelse
For at være god til at være menneske kræves energi. Og for at vi føler os rigtig gode til det, kræves det at du har mere energi end du skal bruge
Printvenlig version
Skrevet af: Birgitte Nymann
For at være god til at være menneske, mor, far, kæreste, mand,
kone, datter, søn, medarbejder, glad, sjov, kreativ, hurtig,
energisk og sprudlende kræves energi. Og for at vi føler at vi er
rigtigt gode til det, kræves det at du har mere energi end du skal
bruge, for så har du nemlig overskud.
Energi er mange ting. Men i kroppen findes den som fysisk energi og
psykisk energi. Den fysiske energi der bruges er også det der
kaldes stofskiftet. Stofskiftet er lig med et vist antal kalorier
som forbruges. Og spiser du samme antal kalorier som du forbrænder
så holder du kalorieregnskabet i balance og vil vedligeholde din
vægt. Alt dette kan måles og vejes og er meget målbart i
laboratorietests. Den psykiske energi er derimod svær at måle,
fordi den ikke findes fysisk. Den psykiske energi er det overskud
du oplever at have, jo mere psykisk energi jo mere indhold orker du
at have i dit liv. Når du bruger fysisk energi bruger du også
psykisk energi og derfor kan hårde træningspas gøre at du ikke har
overskud til fx at læse en bog eller være sammen med andre. Og på
samme måde kan psykisk energiunderskud betyde at du ikke orker at
træne, cykle på arbejde eller lege med dine børn, fordi du ikke har
overskuddet til at bruge fysisk energi, selvom du ikke har brugt
noget af den. Jo højere psykisk energioverskud du har, jo mere
fysisk energi vil du have - og jo mere psykisk energi du har jo
mere overskud vil du have til at være glad, kreativ, social og
effektiv i dit liv.
Den fysiske energi henter du ved at hvile, sove, drikke og spise.
Den psykiske energi oplades også når du gør det, men kan i høj grad
også hentes ved at lære at tøjle tankerne, så der kommer ro i
hjernen. At skabe ro i hjernen er straks sværere da vi har omkring
60.000 tanker på et døgn. Og det handler heller ikke om at tømme
hjernen for tanker, men det handler om at tømme den for unødvendige
tanker, for de tager noget af den psykiske energi og den går til
spilde på den måde. Så for at du kan opnå optimalt overskud til at
leve - og til at nyde nuet og alle forandringerne der sker i dit
liv hele tiden, skal du fodre din fysiske og psykiske krop med
velvære. Det fysiske velvære får du fra bevægelse på forskellige
måder og det psykiske velvære får du også af det, og også gennem
afslapning og meditation.
Det er altid vigtigt for mennesket at bevæge sig, men den verden vi
har skabt kræver ikke meget bevægelse for at vi kan overleve. Og
der er mange mennesker der overlever deres liv uden at bevæge sig
synderligt. For dem der vil mere end bare overleve, så kræver det
at vi bevæger os en vis mængde for at kroppen stimuleres på den
måde den er skabt til for at blive bedst mulig. For at du belaster
din krop så den får det godt, kræves at du træner, motionerer og
bevæger dig i det daglige.
Træning er defineret ved at være af en vis belastning over længere
tid så muskler, kredsløb, nervesystem og knogler påvirkes. Træning
kræver at du har skiftet tøj og skal i bad efter træningen fordi du
har svedt. Al anden bevægelse, hvor du ikke behøver skifte tøj og
gå i bad efterfølgende er motion og daglig bevægelse. Og alle har
brug for at træne. Det er bare ikke alle der skal træne lige hårdt.
Træn min. 120 minutter ugentligt.
Motion er fx at du går en tur efter aftensmaden eller om søen i
weekenden, at du cykler på arbejde (hvis du cykler i almindeligt
tempo - træder du til i pedalerne så sveder du og det kategoriseres
som træning.) Daglig bevægelse er den mængde bevægelse der skal til
for at din dagligdag fungerer: du bærer indkøbsposer, går på
trapper, går tur med barnevognen, leger med børnene, pudser
vinduer, slår en dej op, snitter grønsager osv. Motionér 15-60
minutter dagligt.
Daglig bevægelse er den mængde bevægelse der skal til for at din
dagligdag fungerer: du bærer indkøbsposer, går på trapper, går tur
med hunden, leger med børnene, graver have, pudser vinduer, vasker
gulv, snitter grønsager osv. I følge undersøgelserne så er det ikke
vigtigt om du henter dit øgede kalorieforbrug via den ene eller
anden form for bevægelse, så længe mængden af kalorier blot er høj
nok, men ved at opdele din bevægelse i træning, motion og daglig
bevægelse, så får du optimalt velvære.
Når du træner (min. 120 min ugentligt - og mere er ikke
nødvendigt)
• Skal du være forpustet og ikke kunne tale samtidig eller kun
kunne tale i korte sætninger
• Får du mere farve i ansigtet
• Sveder du så meget at du skal skifte tøj bagefter
• Presser du dig selv, så du bagefter kan mærke at du har været i
gang
Når du motionerer (15-60 min. dagligt)
• Kan du tale i sammenhængende sætninger og tænke kreative
tanker
• Sveder du en smule, men ikke så du skal skifte tøj bagefter
• Kan du være social samtidig
Når du laver daglig bevægelse (15-60 min. dagligt)
• Bruger du kroppen alsidigt
• Laver du komplekse bevægelser hvor både ben og arme er involveret
(bære indkøbsposer, gøre rent osv.)
Sådan får du mere bevægelse ind i dagligdagen uden at tage
opmærksomheden fra alt andet du gerne vil:
• Bøj ned i knæene hver gang du skal samle noget op, også når
tingen ikke er tung
• Stå op i bussen eller toget
• Gå flere gange i stedet for at overslæbe dine ting
• Stå af ved en station/busstop længere væk fra slutpunktet og gå
resten af vejen
• Parkér bilen længst væk på parkeringspladsen på arbejde, ved
dagsinstitutionen, ved supermarkedet, sportshallen osv.
• Gå eller stå hver gang du taler i telefon
• Gå når din baby skal sove i barnevognen
• Gå når du mødes med venner og veninder
• Sid på en stor bold i stedet for en stol, når du ammer
• Brug indkøbskurv i stedet for indkøbsvogn
• Gå aktivt, når du går - også små afstande
• Stå op og tag bukser og strømper på
• Bind dine sko, mens du står på et ben og løfter foden
• Stå på tæerne eller på et ben, når du børster tænder