Ønsker på plakaten
I stedet for at fokusere på det, du ikke vil have, var det måske på tide at sætte fokus på det, du vil have?
Printvenlig version
Skrevet af: Pernille Melsted
Vision map
Først når visionen står lysende klar, kan strategien lægges. I
USA har man et ordsprog, der hedder: "If you can't name it, you
can't claim it". Det betyder i min fortolkning, at hvis du ikke er
i stand til at sætte ord på det, du ønsker dig, vil du ikke være i
stand til at tiltrække eller skabe det. Det er en af universets
love, at det, man giver energi, vokser. Gravide kvinder ser gravide
kvinder overalt. Mænd med en forkærlighed for et bestemt bilmærke,
ser disse biler overalt i gadebilledet. Dit fokus bestemmer din
virkelighed. Er du tunet ind på vrede og elendighed, er det det, du
ser i dit liv, og er du tunet ind på glæde og overflod, er det det,
du vil lægge mærke til i din hverdag. I stedet for at fokusere på
det, du ikke vil have, var det måske på tide at sætte fokus på det,
du vil have?
Hvis du tror, at visualisering kun et smart newage- begreb for
virkelighedsfjerne hippier, så tænk på, at det også er en teknik,
som praktiseres flittigt inden for erhvervslivet. Her tager alle
mål og handlingsplaner også udgangspunkt i visioner - altså
billeder af en ønsket virkelighed.
En måde, hvorpå du kan styrke din "tiltrækningskraft", er ved at
kreere et såkaldt vision map - altså et billede af, eller et
personligt skattekort over det, du ønsker at manifestere i dit liv.
Du kan lave dit vision map alene, men jeg har også rigtig gode (og
sjove!) erfaringer med at lave et klippe klistre-arrangement med en
gruppe veninder. Skab først og fremmest rigeligt plads til at sidde
på gulvet med blade og magasiner spredt ud, og gør det hyggeligt
ved eksempelvis at tænde stearinlys og sætte noget behageligt,
afslappende musik på. Husk at opgaven går ud på at skabe en
personlig planche, som skal inspirere og begejstre netop dig. Stil
et æggeur og afsæt 30 minutter til at rive eller klippe alle de
billeder og ord, som "taler til dig", ud af bladene. Vær "grådig",
og øv dig i at lade underbevidstheden tage styringen. Hvis du for
eksempel ser et billede af en hest eller en lækker bil og mærker en
lyst til at rive billedet ud, så gør det. Lad ikke praktiske
tanker, som "hvordan skulle jeg få plads til en hest på fjerde sal"
eller "jeg kan ikke få råd til en Aston Martin på SU",
begrænse dig. Følg din lyst. Når de 30 minutter er gået, er opgaven
at sortere det, du har klippet ud. Hvad får lov at blive, hvad
gemmes til en anden god gang? Brug 20 minutter til at gøre dit
vision map færdigt. Klip eller riv dine billeder til, og lim dem på
kartonet. Placer et billede af dig selv i dit vision map,
eksempelvis foran logoet af det firma, du ønsker at arbejde for,
eller tegn forsiden af den bog, du gerne vil skrive. Du kan også
bruge ord, citater og bekræftelser, der inspirerer dig: "Min
artikel /bog/ doktorafhandling begejstrer og inspirerer alle.
"Drømmemanden kommer til mig let og ubesværet."
Helt personligt
Nogle vision maps har masser af ord og kun få billeder, andre er
klistret til med billeder. Nogle klæber deres billeder sirligt op
på række, og andre plastrer billeder oven på hinanden i en vild og
ustruktureret stil. Nogle laver vertikale kort, andre horisontale.
Det gør ingen forskel, bare du nyder processen og bliver inspireret
af din egen version. Du skal smile stort, når du ser på billedet af
din vildeste og mest fantastiske fremtid. Hæng din planche et sted,
hvor du ser den hver dag, gerne i en smuk ramme. Men pas på hvad du
ønsker dig. Der er meget stor sandsynlighed for, at det går i
opfyldelse! Hvis du er bange for, at opfyldelsen af din drøm går ud
over andre, eller at du måske ombestemmer dig undervejs, så kan du
inkludere denne lille bekræftelse: Dette eller noget endnu bedre
bliver nu virkelighed for mig På en fuldstændig harmonisk måde til
alles bedste.
Jo mere detaljeret du kan se, eller visualisere, det, du ønsker
dig, jo nemmere vil du være i stand til at skabe det. Så lav en
planche med dine mål og ønsker, som de ser ud lige nu. Det er
nyttigt og hyleskægt.
Dette skal du bruge
Et stykke karton i plakatstørrelse (vælg den farve, du bedst kan
lide). En ordentlig stak blade, brochurer, aviser, bøger, postkort
- alt hvad der er visuelt, og som der gerne må klippes i. En saks,
lim og tuscher. Et foto af dig selv. Glimmer, klistermærker eller
andet til pynt.
Læs mere om det at finde sin passion på:
www.pernillemelsted.com