Styrk din indre sumobryder
Når der tales om stress, så bliver der ofte også talt om, hvem der har ansvaret for stressen. Og her kan man høre mange forskellige syn på begrebet stressansvar.
Printvenlig version
Skrevet af: Hans Henrik - StresAkademiet
For det første så lad mig lige gøre det klart, at man, når man
snakker om ansvar, kan skelne mellem "ansvar" og "skyld". Ordet
"skyld" er bagudrettet og bruges ofte til at beskrive "Hvem har
skylden, for det der skete i går". Denne form for udpegning af
skyld kan ikke bruges til ret meget, når vi skal mindske
stressniveauet, så lad os i stedet kigge på ordet "ansvar".
"Ansvar" er et fremadrettet ord, som beskriver, hvem der har
ansvaret for at lave forandringer i fremtiden. Og nu kan vi
pludselig bruge ordet til noget konstruktivt i forbindelse med
stressarbejdet.
Hvem har i virkeligheden ansvaret for at foretage nogle ændringer i
fremtiden? Det er der mange der har. Ansvaret ligger både hos
statsministeren, din chef, din partner, dine børn, dine forældre og
ja…. HOS DIG SELV.
Som du kan se, så er der mange, der har et ansvar i arbejdet med at
håndtere og forebygge stress. Problemet er, at der kun er én
person, som du har 100 % kontrol over, og det er dig selv. Så lad
os starte her.
Jeg tror, alle vil være enige med mig i, at det ikke kan lade sig
gøre, at fjerne al stress fra planeten jorden. Skulle det endelig
lykkes, så ville telefonen sikkert ringe i det samme, og straks
ville nye problemer opstå.
Så hvis vi skal bekæmpe stress, så nytter det altså ikke at fare
rundt og prøve at fjerne stressen. Vi bliver til en vis grad nødt
til at blive bedre til at håndtere den stressede verden uden
nødvendigvis at skulle ændre den.
Til at forklare dette, bruger jeg ofte to billeder, nemlig billedet
af en balletdanser og en sumobryder. Forestil dig billedet af
balletdanseren, som yndefuldt holder balancen. Facaden er flot, men
der skal blot et lille puf til, så vælter hun. Sumobryderen derimod
er ikke nær så yndefuld, men han har balance og robusthed. For at
vælte sumobryderen vil du blive nød til at køre en mindre
rendegraver ind i ham, og selv der, ville han sikkert hurtigt finde
balancen igen.
Billedet fortæller meget godt, hvordan mennesker griber
stressarbejdet forskelligt an.Hvis du inderst inde er en
balletdanser, så skal der næsten ingen ydre påvirkninger til, før
du føler dig presset og stresset. Har du derimod en indre
sumobryder, så kan du tåle betydeligt flere tæsk fra omgivelserne,
før du må kaste håndklædet i ringen.
Et eksempel på ovenstående ses ofte i trafikken. Du holder i en
trafikprop, og en bilist bagved dytter af dig. Hvordan reagerer du?
Hvis du er en "balletdanser", så bliver du skubbet ud af balance.
Du stiger måske ud af bilen og starter et skænderi eller værre
endnu en slåskamp på åben gade.
Hvis du derimod er en "sumobryder", så trækker du skuldrene og
arbejder videre med at løse nogle arbejdsproblemer, idet du lige så
godt kan udnytte tiden effektivt.
Men hvordan tager man så ansvaret og udvikler en indre sumobryder.
Dette er der ikke noget helt simpelt svar på. Men på min hjemmeside
og i mine bøger prøver jeg at give så mange teknikker og værktøjer
som muligt.
Men for hurtigt at nævne nogle enkle sumo-værktøjer, så kunne det
være:
- Planlæg din tid, så alle dine opgaver ikke bliver
haste-opgaver
- Sæt tid af til at slappe af. Brug 10-20 minutter om dagen i et
rum uden email og telefon til blot at sidde roligt ned og mærke din
krop.
- Begynd til yoga eller Tai chi
- Hav et godt socialt netværk med mange venner og familiemedlemmer,
som du mødes med ofte.
- Spis varieret og sundt
- Sørg for at dyrke motion jævnligt
- Lær dine stresssymptomer at kende, så du kan sætte ind i god
tid.
- Kend dine værdier, så du får nemmere ved at tage de svære
beslutninger
- Sørg for at have nogle gode og motiverende mål
- Og meget meget andet.
Print eventuelt denne artikel ud, klip billedet af sumobryderen ud
og sæt det op på dit badeværelsesspejl. På denne måde bliver du
mødt af bryderen hver morgen, og du kan spørge dig selv: "Hvordan
styrker jeg bedst min indre sumo i dag?"
Se det er at tage personligt ansvar.
God arbejdslyst!