Frustration i trafikken
Rolige og velbalancerede mennesker, forvandles pludselig til uhyrer, når de sætter sig bag rattet i deres bil
Printvenlig version
Skrevet af: Hans Henrik Nielsen
I den seneste tid har jeg adskillige gange hørt udsendelser i
radio og tv, der handlede om danskernes dårlige opførsel i
trafikken. Helt almindelige danskere, som aldrig har været
straffet, og som kendes i deres omgangskreds som rolige og
velbalancerede mennesker, forvandles pludselig til uhyrer, når de
sætter sig bag rattet i deres bil.
Politiet fortæller, at antallet af alvorlige voldtilfælde i
trafikken er steget markant i de senere år. Voldstilfælde, hvor to
voksne mennesker er kommet op at slås om en parkeringsplads, eller
hvor en elegant direktør smadrer en 6-årigs cykel og sparker
moderen, fordi hun belærer ham om ikke at parkere i et
fodgængerfelt.
Samtidig med reportagerne om de afsindige danskere følger ofte en
konklusion om, at vi er blevet mere hensynsløse og brutale i
hverdagen. Glansbilledet af den rolige, imødekommende og rummelige
dansker er ved at gå gevaldigt op i sømmene.
Men lad os kigge lidt bag om voldsepisoderne, det grimme sprog og
de sydlandsk inspirerede fagter med arme, ben og mindst strakte
langefingre. For det første er der vel ingen tvivl om, at medierne
altid pynter en smule på sagerne. De trækker de voldsomste sager
frem og efterlader os med et indtryk af, at de fleste danskere
burde sidde bag tremmer, dømt for vold med døden til følge.
Men når vi har siet lidt af katastroferne bort, står vi stadig med
det faktum, at danskerne har ændret sig i trafikken. Vi dytter,
truer og "giver fingeren". Hvorfor? Er det en virus, som har ramt
os? Det tror jeg det er. Og jeg tror, at virussen til dels skyldes
stress!
For lad os kigge lidt på, hvad stress faktisk består af. Den
rendyrkede stresstilstand er jo oprindeligt en foranstaltning, som
vi har med os fra stenalderen og endda lang tid før den. Tilstanden
er en energitilstand, som gør os i stand til i korte perioder at
nedkæmpe hulebjørne, sabeltigere og det der var værre. Når vi
bliver stressede, fyldes kroppen med stresshormoner, som gør, at
vores krop geares til at kæmpe mod eller flygte fra en frygtelig
fjende. Dette er en positiv kraft, som har været med til at holde
os i live som race i tusindvis af år.
Problemet er blot, at vi, i dagens Danmark, ikke så ofte har brug
for at flygte fra en ulv eller for at kæmpe med en bjørn. Der er
dog ingen tvivl om, at vi bliver mere og mere stressede i vores
hverdag, idet mange bliver stillet overfor stigende krav fra
omgivelserne og ikke mindst fra dem selv. Kroppen kan i realiteten
ikke skelne mellem en reel og indbildt fare, og derfor går vi rundt
på vores arbejde og i privatlivet og er gearet til den store kamp
om liv eller død. Vi kæmper bare aldrig kampen, og derfor går vi
med en enorm energiressource sparet op i kroppen, som vi ikke har
noget at bruge til. Vi går kort fortalt rundt i en primitiv
stenaldertilstand, som aldrig bliver forløst, og som blot bliver
værre og værre, jo mere afmagt, frustration og afmagt vi oplever.
Tilstanden får langsomt vores kreativitet til at forsvinde, vi
bliver mere egoistiske og vores fleksibilitet mindskes
kraftigt.
Forestil dig sådan et primitivt stenaldermenneske, der er
fuldstændig gearet til kamp. Kroppen er fyldt med "kamp- eller
flugthormoner", som blot venter på den mindste chance for at blive
sluppet fri. Så sætter vi os i bilen på vej til et vigtigt møde,
alt imens vores hjerne hastigt husker på alle de dårlige, ting vi
har oplevet i dag. Vi starter bilen og kører ud fra p-pladsen.
Pludselig oplever vi, at der foran os kører en ubehøvlet person,
som har den frækhed at overholde fartgrænserne. Kan han da ikke se,
at jeg på vej til et vigtigt møde? Vi dytter og blinker med
lygterne, da det er den eneste mulighed vi har for at afreagere. Så
ser vi den røde klud blive viftet om næsen af os. Personen i bilen
foran ruller vinduet ned og "giver os fingeren" fuldstændig uden
grund. Vores kamphormoner er nu gået fuldstændig i selvsving, og
ved næste lyskryds, hvor vi begge holder for rødt, stiger vi ud for
at belære bilisten foran om vores ret til at have vejen for os
selv!!
Er vi dopet tilpas meget af stresshormoner, tænker vi ikke længere
logisk. Hjernen har fortaget en såkaldt "kapring", og den logiske
sans vender først tilbage, når vi har fået afreageret og har fået
brændt nogle "overlevelses-hormoner" af. Kender du
situationen?
Det ender heldigvis ikke altid med vold. Men er det virkelig
nødvendigt, at vi kommer så langt ud, at vi forvandles til
primitive hulefolk fra fortiden, hvor vores eneste fokus er at
overleve?
Hvis jeg skulle give nogle gode råd til, hvordan vi undgår en
yderligere udvikling i denne uheldige voldsspiral, så mener jeg, at
vi skal sætte ind på to områder. For det første skal vi lære nogle
effektive afslapningsmetoder, som gør os i stand til at takle
stressen, når den er opstået. For det andet må vi prøve at fokusere
mere på forebyggelse, så vi undgår at ende i den stressede
situation.
Forebyggelsen af stress er et kæmpe område, som jeg vil prøve at
afdække dybere i de kommende artikler. Men én ting der er vigtig i
forebyggelsen af frustrationer og vold i trafikken er at erkende,
at de andre trafikanter ikke er onde væsener, som kun er til for at
genere dig. Når du oplever en ubehøvlet og vildt kørende
medtrafikant, så overvej hvad der kunne være grunden til
vedkommendes opførsel. Er han kommet for sent af sted? Er han lige
blevet skældt ud af konen? Har han fået en stor efteropkrævning af
skattevæsenet? Det er ikke sikkert du gætter rigtigt, men bare det
at du gennemtænker mulighederne, gør at du bevæger dig væk fra
stenalderstadiet og tilbage til et mere civiliseret stadie af den
menneskelige udvikling.
En anden mulighed for forebyggelse er, at du sætter en realistisk
tidsplan for dig selv. Hvis du i din kalender har booket dig selv
så hårdt, at du skal nå igennem hele Københavns myldretidstrafik på
under 10 minutter for at nå dine møder, så har du netop bestilt en
konsultation med din indre stenaldermand. Frustrationerne og de
voldelige attituder vil nærmest stå i kø for at komme ud, og du vil
nå frem til mødet som en forvildet, primitiv og særdeles ophidset
person, som ikke er i stand til at tænke rationelt.
I den kommende tid vil nogle af mine artikler handle om teknikker
til at håndtere stress med. Det er ikke sikkert jeg direkte nævner
trafikken som et anvendelsesområde, men derfor er de absolut
brugbare hertil.
Jeg vil ønske dig held og lykke i trafikken fremover. Kør
forsigtigt!
