Gode råd fra Radiodoktoren
16 gode råd fra Carsten Vagn Hansen
Printvenlig version
Skrevet af: læge Carsten Vagn-Hansen
1. Planlæg ordentligt, og vær hvor du er, med din fulde
opmærksomhed. Så får du al den tid, du har brug for og slipper for
unødige bekymringer for fremtiden samt ærgrelser over
fortiden.
2. Føler du dig nervøs eller stresset, så træk vejret dybt tre
gange og smil. Det giver dig ro og afspænding i både krop og sind.
Og så får du igen magt over det, der sker.
3. Har du en dårlig dag, så træk med dine ansigtsmuskler dine
mundvige helt ud til siden. Du kan så ikke lade være med at smile,
du får det godt, og dine omgivelser får det også godt.
4. Vær mindst en time ude i kraftigt dagslys hver dag, især om
vinteren. Så undgår du vinterdepressioner, får motion, møder andre
mennesker og kan følge med i naturens gang.
5. Når du møder andre, så giv dem et ordentligt håndtryk eller et
kram som tegn på, at du er glad for at se dem. Hold dem gerne i
hånden, når du snakker med dem, for så hører I, hvad hinanden
siger. Sig også farvel med et knus eller et ordentligt håndtryk, og
slut af med at give den anden et skulderklap eller på armen. På den
måde siger du klart, at du har været glad for at møde vedkommende,
og at du sætter pris på ham eller hende.
6. Hører du noget skidt om andre, så glem det. Det er sandsynligvis
sladder, og er det rigtigt, har I alligevel bedst af at glemme det.
Hører du noget godt om andre, så husk det og sig det til ham eller
hende, når du senere møder vedkommende. Det er også et
skulderklap.
7. Drik mindst to liter ukogt vand hver dag. Du får det meget bedre
bedre med hele din krop og med dit sind, og du får halvdelen af det
kalktilskud, dine knogler har brug for.
8. Giv dig tid til at spise og tænke over det, du har hørt og
oplevet inden måltidet. Spis helst sammen med andre, så I også kan
have det lidt sjovt og hyggeligt. Du spiser langt sundere, når du
spiser sammen med andre.
9. Husk, at alt det, der bruges, holdes sundt og i orden, mens alt
det der ikke bruges, visner, bliver slapt, gør ondt og går
til.
10. Hold også din hjerne i gang ved at bruge den. Skriv breve,
deltag i møder, skriv dagbog og dine erindringer, bliv begejstret
og bland dig: Hold mørkning sidst på dagen, hvor du fortæller dig
selv og dine nære, hvad du har oplevet og lært i dagens løb.
11. Luk ikke dine følelser inde, for så laver de ravage i sindet
med angst og depression, og du får også problemer med musklerne og
andre legemlige symptomer. Vi er mennesker, fordi vi har følelser,
og de skal ud.
12. Vær ærlig over for dine medmennesker og meld ud, hvis du har
det dårligt. Spørger de dig, hvordan det går, så lad være med at
gemme dig bag: "Det går fint! Hvordan med dig?". Bed dem f.eks. om
at lytte til dig, så du får mulighed for at få snakket ud med dig
selv om grunde til, at du har det dårligt.
13. Bed andre om hjælp, hvis du har brug for det. Du hverken
belaster dem eller ligger dem til last ved at bede om hjælp. Du
giver dem en gave. Du siger, at du har tillid til dem, og at de er
værdifulde mennesker for dig. Vil du hjælpe et menneske, der har
det skidt med sig selv og føler sig værdiløs, så er den bedste
måde, du kan hjælpe vedkommende på, at bede ham eller hende om at
hjælpe dig. Vil du være gode venner med nogen, så bed dem om hjælp.
Det er et "Sesam luk dig op".
14. Søg fællesskab med andre og syng sammen med dem. Det er de
største værdier i dansk kultur. Det dårligste i vores kultur er
vores dans omkring guldkalven, der i vor tid hedder penge,
produktion, vækst og magt.
15. Giv dig tid til at finde frem til en mening med dit liv, og det
der sker i det. Gerne sammen med dine nære medmennesker. Der er en
mening med alt, også det, vi ikke kan se nogen mening i. Der er
også en højere mening, som vi ikke med vores primitive
naturvidenskab kan forstå. Her skal vi bruge intuition og
tro.
16. Du skal tro på dig selv, på dine medmennesker, og på at der er
en mening med alt, og på at der findes en højere magt samt et liv
efter dette. På den måde kan du også få sat din død på plads, så du
kan leve dit liv fuldt ud på trods af modgang, kriser, tab, sorg,
sygdom og smerter. Vi er her for at lære noget og skal lære færdig,
før vi går over på den anden side. Sundhed er svulmende livskraft,
livslyst, trivsel, livsglæde og velbefindende - på trods af den
modgang, som vi alle vil komme ud for livet igennem.
De tre store læger er Vorherre, tiden og naturen. Det er hos dem,
vi skal finde hjælp, men vi skal selv gøre arbejdet. Et gammel
russisk ordsprog siger: "Tro på Gud - men hold ikke op med at ro".
Et japansk ordsprog siger: "Fald syv gange - men rejs dig
otte".
Health News 2003