Lille historie fra USA
En dag bad en lærerinde sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på 2 stykker papir.
Printvenlig version
Skrevet af: Ukendt
De skulle levne noget plads mellem hvert navn. Hun bad dem tænke
på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende og skrive
dette ned under den enkeltes navn. Det tog klassen resten af timen
at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de
hver især deres opgave.
Den følgende lørdag skrev lærerinden en liste til hver eneste elev,
hvor der stod, hvad de andre elever havde skrevet om vedkommende.
Om mandagen gav lærerinden hver enkelt elev hendes/hans liste.
Inden længe smilede alle eleverne. "Virkelig" hørte hun, der blev
hvisket. "Jeg vidste ikke, at jeg betød så meget for nogen" og "jeg
vidste ikke, de andre kunne lide mig så meget" var de fleste
kommentarer. Ingen nævnte senere disse lister. Lærerinden vidste
ikke, om eleverne viste listerne til eller diskuterede listerne med
deres forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft
den effekt, hun ønskede.
Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden, og gruppen af
elever begav sig videre på livets landevej. Mange år senere blev en
af eleverne dræbt i Vietnam, og
lærerinden deltog i den efterfølgende begravelse af netop denne
specielle elev. Hun havde aldrig før set en militærperson død i en
kiste. Han så smuk og så voksen ud, som han lå dér. Kirken var
fyldt med hans venner, og en efter en gik de alle en sidste gang
forbi kisten. Lærerinden var den sidste, der velsignede den døde i
kisten. Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der var med
til at bære kisten, hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?"
Hun nikkede "ja". Så sagde han; "Mark talte meget om dig".
Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere
klassekammerater i en komsammen. Marks mor og far var der også. De
ville tydeligvis gerne tale med hans tidligere lærerinde. "Vi vil
gerne vise dig noget" sagde Marks far, mens han tog sin tegnebog op
af lommen. "De fandt dette på Mark, da han blev dræbt. Vi tænkte,
du ville genkende det" mens han varsomt foldede to stykker papir
ud. Papir, der tydeligt var blevet tapet sammen pga. sliddet af de
mange gange, det havde været foldet og lagt sammen. Lærerinden
vidste uden at se papiret, at det var det samme papir, hvorpå hun
havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige
om
Mark. "Tusind tak fordi du gjorde det", sagde Marks mor. "Som du
kan se, skattede Mark det meget højt." Alle Marks kammerater
samledes omkring hende? Charlie smilede skævt og sagde: "Jeg har
også stadig min liste, den ligger øverst på mit skrivebord
derhjemme." Chucks hustru tilføjede, "Chuck bad specielt om, at det
blev
indføjet i vores bryllupsalbum." "Jeg har også mit, det er i min
dagbog", sagde Marilyn. Så tog Vicky, en anden klassekammerat, sin
lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen og sagde
stolt "Jeg har det altid med mig. Jeg tror, vi alle har gemt vores
liste." Da satte lærerinden sig ned og græd. Hun græd for Mark og
for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen. Størstedelen af
mennesker af i dag opfører sig, som om de har glemt, at livet en
dag stopper. Men ingen af os ved, hvornår denne dag kommer.
Vær derfor sød, fortæl de mennesker, du elsker og synes om, at de
er specielle og vigtige for dig. Fortæl dem det inden, det er for
sent. Hvis ikke du gør det, så har du atter forpasset en
vidunderlig chance for at gøre noget smukt for andre.
