Grønkål med valnødder og kapers
Grønkål burde vi spise meget, meget mere af - især i en tid, hvor mange endeligt er ved at åbne øjnene for, at calcium kan komme fra andet end skummet mælk...
Printvenlig version
Skrevet af: Betina Stub Thygesen
Dette her er klart ynglings-grønkåls-retten i vores familie. Et stort bundt grønkål er knapt nok til 4. Vi synes, det passer til næsten alt. Det er også en god frokostret serveret med en rest af brune ris.
Ingredienser
1 stort bundt grønkål, i fine strimler
2 spsk jomfru olivenolie
3 fed hvidløg, fint hakket
2 spsk kapers, skyllet og hakket
¾ dl valnødder, groft hakket
2 - 3 dadler, i tern
salt og peber
1 spsk Balsamico
Sådan gør du
Varm olien nænsomt op på en stor sautepande og tilsæt hvidløg. Rør lidt og pas på hvidløget ikke tager farve, for så bliver det bittert.
Tilsæt nu kapers og dadler og efter et par minutter kålen. Rør hele tiden indtil kålen begynder at falde lidt sammen. Sæt låg på, sænk varmen lidt og lad blandingen simre i ca. 5 minutter.
Lige før servering tilsættes Balsamico og valnødder.